Smukke Rødvig på Stevns

Der findes utallige perler i Danmark og jeg har lovet mig selv at blive bedre til at opleve mit eget land. Nogle af perlerne sætter sig bedre fast på nethinden og hukommelsen – hvorfor? Fordi de måske rummer glade minder, smukke stemninger eller simpelthen bare fordi de er indbegrebet af dansk natur og kultur. For hvor storbyens storslåethed gang på gang kan overvælde og meget nemt blive der vi ender med at tage hen, så elsker jeg dens modpol. Det lille samfund. Landsbyen. Der hvor alle kender alle og hvor indbyggertallet stiger til det tredobbelte i sommersæsonen. Små steder som Rødvig på Stevns. En del af kalklandet.

Rødvig er en gammel fiskerby, hvor kutterne stadig stævner ud og folk mødes på havnen. Der er afslappet stemning, gode is og er man til fisk, så skulle den lokale fiskemand vist nok have de bedste deller – der er i hvert fald altid folk ved butikken og uden for, hvor der er små borde, så man lige kan slå sig ned.
De fine både, som holder hvil i kajpladserne understreger blot at her er et lille sted, hvor man gerne stævner ind, fordi der er så uendelig fint.

Det gamle badehotel – Rødvig kro og badehotel oser af stemning og personalet er er muntert uanset om man stikker ind for en kaffe-to-go eller om man efterspørger priser på mad eller overnatning. Lige over er en dejlig park med bænke – viewet over vandet gør at man nemt slår rødder og inden man får set sig om, så har man siddet og snakket en time eller også faldt man måske bare i staver over udsigten. Begge dele er lige rart. Har man børn med er der sagtens muligheder for både at lege eller at bade. Stranden til venstre for havnen er med badebro og en del store sten hvorimod stranden til højre for havnen er noget mere sandet og fin. Det er da også her folk oftest er, når der skal solbades i Rødvig.

Der findes en del andre restauranter i området, hvis man sådan planlægger et længere besøg, men for mig handler Rødvig oftest om en halv dagstur eller blot nogle timer væk fra de vante omgivelser. Jeg kan leve længe på frisk luft, havbrise og en udsigt til vand og måske en lille smule sopperi i vandkanten. Har dog alligevel frygtelig lyst til at lade mig indlogere på badehotellet en dag og opleve både solopgang og -nedgang. Det ser simpelthen så hyggeligt ud.

 

 

Follow my blog with Bloglovin

2 Replies to “Smukke Rødvig på Stevns”

  1. Ja, Danmarks perler, bliver nemt en lang perlekæde, så det er bare om at få vendt dem alle og få oplevet dem … smukke, smukke fotos <3

    1. Det er et smukt land vi bor i ❤️
      Mange tak 🤗

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.